Stig Rossen - USA  

I´m Back - 6. april 2005


I'M BACK! Jeg er netop vendt hjem efter tre uger i USA, hvor jeg besøgte 11 PBS-stationer på 13 dage. (Så vi fik fløjet lidt!)

Interessen for Tivoli-koncerten har været ganske overvældende, og vi har allerede nu fået mange fantastiske tilbagemeldinger fra de forskellige stationer, som har vist programmet i løbet af marts måned. Den foreløbige melding går på, at programmet er blevet set af mindst 50% af de potentielle seere, som de visende stationer dækker, hvilket vil sige, at i hvert fald 30 millioner amerikanere og canadiere nu er bekendt med en dansker ved navn Stig Rossen. Meget god start for en (i nordamerika) helt ukendt sanger fra østfyn, ikke? Derudover har vi fået bekræftet, at jeg skal give omkring 10 koncerter derovre til efteråret, nærmere bestemt sidste uge i september og første uge i oktober. Så den amerikanske drøm er stadig i live og forhåbentligt godt på vej til at blive en realitet.

Men udover det rent arbejdsmæssige, så havde Nina, Lucas og jeg en helt forrygende tur. På trods af vores hektiske program, så nåede vi at besøge Niagara Falls, Det Nationale Akvarium (med et helt forrygende delfin-show) og Space Needle i Seattle. Vi var også så heldige at opleve et vaskeægte rodeo i Houston, Texas. Så det var en travl, men dejlig tur til staterne. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg glæder mig helt vildt til at skulle over og fyre den af i Guds eget land om et halvt års tid. Jeg håber stadig, at det vil være muligt at tage mit eget band med derover, men jeg er i hvert fald nødt til at tage mine tre korpiger fra Tivoli med - dem var alle fuldstændigt betagede af.

Tak for din interesse. Jeg håber, du fortsat vil gøre brug af dette nyhedsbrev, og jeg skal nok løbende holde dig orienteret om udviklingen i det store USA-fremstød.

De bedste hilsner

Stig Rossen 


 
 
Design > one2one.dk