Stig Rossen - USA  

USA TUR-RETUR ... OG RETUR (14. okt. 2007)

 

Her er en lille beretning fra mine ture til USA i sidste måned. 

Vi har endelig fået gang i det nordamerikanske fremstød – sådan for alvor. Jeg har fundet en amerikansk agent, Meridith Hankenson-Beckett, som er meget respekteret i branchen. Hun har 17 års erfaring og en energi og et humør, som er fuldstændig smittende. 

Meridith havde organiseret, at jeg skulle medvirke i to showcases i Columbus, Ohio den 6. og 7. september. Så den 5. drog John og jeg over Atlanten. Jeg skulle optræde ved en stor konference for musikbranchen, indkøbere, agenter osv. 

De to showcases gik rigtig godt, og vi fik rigtig mange henvendelser efterfølgende. 

Og i slutningen af måneden var jeg så derovre igen, denne gang i Louisville, Kentucky. Jeg kombinerede turen med et smut til Disney World i Florida. Jeg havde Nina og Lucas med, og vi havde nogle fantastiske dage sammen. 

Den 27. fløj vi til Louisville for at være klar til min showcase dagen efter. Denne konference var noget større end den i Ohio, og en række af de mest indflydelsesrige agenter var til stede. Showcasen gik helt forrygende! Meridith fortalte mig efter min optræden, at hun i sine 17 år som agent aldrig havde oplevet en stående ovation til disse konferencer. De professionelle indkøbere er svære at imponere, og de er der ikke for at blive underholdt, men for at tage notater. Jeg fik stående ovationer under min optræden! 

Så jeg er nu sikker på, at jeg skal på turné i Nordamerika næste år eller rettere to turnéer, idet Meridith i øjeblikket arbejder på to perioder, nemlig oktober 2008 og februar 2009. 

Min amerikanske drøm er med andre ord ved at vågne op til dåd, og jeg glæder mig meget til at skulle prøve kræfter med et af verdens største musikmarkeder. 

Tak for Jeres interesse. 

Stig

 
 
Design > one2one.dk