2008

Der blev lagt stærkt ud med optræden i medierne idet Stig allerede 3. januar var inviteret som gæst i DR1’s “Aftenshowet” sammen med Simone og Bent Fabricius-Bjerre, for at promovere den store nytårskoncert i Ballerup Super Arena.

De første par måneder bød på en del radio- og TV aktiviteter, med gæsteoptræden i programmerne “Søndagsholdet” på Radio Fyn, ”Top Charlie”, ”Charlie’s Stjerner” og ”Meyerheim’s Talkshow” på TV kanalen Charlie og “Godmorgen Danmark” på TV2. Det blev også til et interview i Kristeligt Dagblad.

26. januar var første gang, at DR gennemførte showet “Danmarksindsamlingen”, som havde det formål at indsamle penge til humanitære formål. Stig var med som gæst og showet havde fået titlen “Børn skal have love at leve”.

2008 startede også for Stig med det lidt usædvanlige fænomen, at nummeret “Du er for lækker” fra hans seneste CD ”Sange til hende” opnåede en 7. plads på Dansktop listen. Nummeret fik lov at blive på listen i adskillige uger.

Det var muligt at få et genhør med de populære støttekoncerter, ASF – Dansk Folkehælp” fra april 2007 på TV kanalen DK4 i januar. Det var i øvrigt disse koncerter der inspirerede Stig til idéen med teaterkoncerten “Four Jacks”.

Foråret bød på en gentagelse af turné succes’en “Voices” fra 2002. Dengang fik Stig rigtig mange positive reaktioner på koncerten, så han valgte at prøve dette koncept af endnu engang. Turnéen blev da også gradvist udvidet til at omfatte i alt 9 koncerter i lige så mange byer. Samtidig med turnéen udgav Stig også CD’en ”Voices” som er en live optagelse fra den oprindelige ”Voices” koncert i Horsens, optaget i april 2002. Denne CD blev kun solgt i forbindelse med koncert turnéen og herefter sælges den kun via Stigs egen webshop.

De første spæde skridt for Four Jacks koncerten “Åh, den vej til Mandalay” fandt sted i Glassalen i Tivoli, København, hvor der var premiere 14. april 2008. Teaterkoncerten fortæller historien om den danske kvartet “Four Jacks” der havde en kort, men aktiv karriere fra midt i 50’erne og ti år frem. Kvartetten fra dengang kunne nærmest beskrives som Danmarks første boy band, og de gamle stjerner vækkes til live af Stig Rossen, Jesper Asholt, Keld Heick og Jesper Lohmann. 
Four Jacks’ karriere var kort og intens. På mindre end 10 år fik de indspillet en lang række klassikere, som folk den dag i dag – 50 år efter – stadig kan huske og synge med på.

Den store succes med ”Four Jacks” resulterede i, at de 4 herrer blev inviteret tilbage til Glassalen i Tivoli i juli, hvor de gav 10 ekstra koncerter.
Sommeren bød på en enkelt slotskoncert på Hindsgavl Slot, hvor Stig i anledning af sangens år deltog i en ”swingende” slotskoncert. 
Stig var gæst ved den årlige ildfest regatta i Silkeborg i august. I samme forbindelse havde publikum også fornøjelsen at opleve den canadiske gruppe Barrage, som var opvarmningsband, før Stig gik på scenen. Stig havde kort forinden offentliggjort, at årets gæstesolister ved julekoncert turnéen netop var gruppen Barrage, så publikum kunne allerede i sensommeren begynde at se frem til såvel julekoncerterne som nogle spændende og kanondygtige gæstesolister.


Stig var i september gæstesolist ved ”Last Night of the Tivoli Proms” sammen med Susanne Elmark, Trine Pallesen og selvfølgelig Tivolis Promenadeorkester.
 Four Jacks, dvs. Stig Rossen, Keld Heick, Jesper Asholt og Jesper Lohmann, blev også inviteret som gæster i programmet “Top Charlie”. Optagelsen fandt sted i oktober. 
Succes’en i foråret med teaterkoncerten ” Four Jacks – Åh, den vej til Mandalay” blev hurtigt fulgt op med en DVD/CD boks som udkom i starten af november.
 I november udkom også Disney’s nye film ”Narnia Prins Caspian” på DVD, hvor Stig har lagt dansk stemme til den onde Kong Miraz.



Stig deltog i DR’s juleshow 2008 der bød på masser af julestemning og musikalsk stjernedrys. Showet blev vist på DR op mod jul og også i selve juledagene.
Året afsluttedes med den efterhånden obligatoriske julekoncert turné som i 2008 omfattede 26 koncerter, hvor den canadiske gruppe Barrage var gæstesolister. Gruppen udgav i øvrigt samtidig jule-cdén ”Winters Tale”, hvor Stig medvirker på 2 numre.